Annonce
Udland

Valgstedsmålinger tyder på sikkert genvalg til Bulgariens præsident

Bulgariens siddende præsident, Rumen Radev (t.h.), vinker til nogle af sine tilhængere efter at have afgivet sin stemme på et valgsted i hovedstaden Sofia søndag. Valgstedsmålinger tyder på, at Radev kan blive genvalgt med knap to tredjedele af de afgivne stemmer. Foto: Nikolay Doychinov/Ritzau Scanpix
Med næsten to ud af tre stemmer på sin side har Radev stor opbakning til sin kamp mod korruption i Bulgarien.

Bulgariens præsident, Rumen Radev, står til genvalg ved anden valgrunde af det præsidentvalg, der blev holdt søndag.

Det viser valgstedsmålinger fra analyseinstitutterne Gallup og Alpha Research, der giver Radev henholdsvis 65,7 procent og 63,9 procent af stemmerne.

Det svarer til knap to tredjedele af stemmerne, hvis tallene fra valgstedsmålingerne bliver bekræftet, når stemmerne tælles op.

Annonce

Dermed ser det ud til, at vælgerne i stort antal bakker op om præsidentens klare valgbudskab om at gøre op med korruption i landet.

Rumen Radev har støtte fra Socialisterne og fra flere partier, der ligeledes har kampen mod korruption som en af deres store mærkesager.

Hans modstander i anden valgrunde, den uafhængige kandidat Anastas Gerdjikov, står til mellem 32 og 33 procent af stemmerne, viser valgstedsmålingerne.

Gerdjikov har opbakning fra den tidligere premierminister Bojko Borisovs konservative parti, Gerb.

Gerb havde indtil parlamentsvalget i april været ved magten i næsten et årti.

Partiet er belastet af en række korruptionsskandaler. Sidste år var der store demonstrationer i landet, hvor regeringen blev beskyldt for at holde hånden over oligarker.

Præsidentposten er mest af ceremoniel karakter i Bulgarien. Men præsidenten er ofte med til at præge den offentlige mening og debat.

Det er særligt i krisetider, at præsidenten kan udøve magt i form af at udpege midlertidige regeringer.

Rumen Radev støttede sidste års protester mod regeringen, og han har været en stærk kritiker af premierminister Borisov.

I sidste weekend var der for tredje gang i år parlamentsvalg i Bulgarien, efter at tidligere valg i april og juli ikke resulterede i en regeringsdannelse.

Ved valget for en uge siden blev et nystiftet parti ved navn Vi Fortsætter Forandringen (PP) noget overraskende valgets største. Partiet gik til valg på et løfte om nul korruption.

PP forhandler nu med Socialistpartiet og et andet parti, ITN, om at danne en regering.

Bulgarien er det fattigste af EU's 27 medlemslande.

/ritzau/Reuters

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu

Departementschef stoppede sms-sletning allerede i april

Vanløse

Lørdagens coronatal: Syvende dag i træk med over 4000 nye coronatilfælde

DF slår revner - er det Fremskridtspartiet om igen?

Annonce