Annonce
Sport

Tilskuerforbud chokerer Aalborg-chef: Det må være en fejl

Aalborg-direktør Jan Larsen havde regnet med at kunne få tilskuere på de tomme stolesæder i Gigantium. Det bliver ikke i denne omgang. Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Aalborg Håndbolds direktør opfordrer politikerne til straks at genoverveje det forlængede tilskuerforbud.

Politikerne så stort på eksperternes indstilling, da de natten til tirsdag indgik en genåbningsaftale, der forlænger tilskuerforbuddet i indendørs idræt.

Det er kun halvanden uge, siden en ekspertgruppe anbefalede at åbne for tilskuere til eksempelvis håndboldkampe efter den såkaldte superligamodel, der giver adgang til 500 siddende tilskuere i hver sektion på stadion.

Alligevel er idrætten blev undtaget i aftalen, der i stedet åbner for publikumsadgang til stort set alle andre kulturarrangementer.

Og det må ganske enkelt være en forglemmelse eller en regulær brøler, mener Jan Larsen, der er direktør i Aalborg Håndbold.

- Jeg blev noget chokeret, da jeg mødte ind på kontoret i morges. Jeg håber og tror, at politikerne i nattens mulm og mørke simpelthen har lavet en fejl. Det bør det være.

- Jeg kan ikke se, hvorfor alt andet åbner, og vi som de eneste ikke kan være en del af det. Men det er jo fair nok at lave en fejl. Så må man bare skynde sig at rette den, siger Jan Larsen.

I håndboldsporten har man været ganske overbevist om, at tiden med tomme haller ville være forbi med den seneste genåbningsplan.

Af samme årsag har man flyttet kvindernes semifinaler, så de begynder efter 6. maj, hvor planen træder i kraft.

Hos mændene havde klubberne regnet med publikum til de sidste slutspilskampe og de efterfølgende semifinaler og finaler.

- Vi var måske lidt forblændet af, at ekspertgruppen har sagt, at vi kunne være med i næste fase. Vi har glædet os som små børn til at åbne for tilskuere igen, siger Jan Larsen.

Klubberne har overstået det meste af sæsonen uden tilskuere, og det ville være af stor betydning, hvis de kunne lukke fans og sponsorer ind til de sidste kampe i sæsonen, fastslår Aalborg-direktøren.

- Klubberne kunne have sagt tak til deres sponsorer og tilskuere for en skrækkelig sæson, hvor de alligevel har bakket dem op. Det er også forpurret nu. Det kunne betyde enormt meget for mange klubber, siger Jan Larsen.

Med tre kampe tilbage af slutspillet ligger Aalborg til at kvalificere sig til DM-semifinalerne.

Klubben kan også se frem til en attraktiv kvartfinale i Champions League mod Flensburg-Handewitt. Den spilles 13. maj, altså inden den næste genåbningsfase.

- Der må være en eller anden god forklaring fra politikerne til os på, hvorfor vi er undtaget. Den glæder jeg mig til at høre, siger Jan Larsen.

/ritzau/

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce