Annonce
Sport

Simon Kjær: Åbningskamp er utrolig vigtig for dansk EM

Parken er klædt på til at tage imod 15.900 fans til lørdagens landskamp mellem Danmark og Finland ved EM. Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Danskerne påtager sig gerne favoritrollen mod Finland, men kræver en fokuseret indsats i åbningskampen.

Med en flok rødhvide fans på lægterne i Parken og gode resultater i bagagen er Danmark på forhånd udset som favorit i lørdagens EM-premiere mod Finland.

Opgøret kan da også få stor betydning for danskernes muligheder ved EM, mener anfører Simon Kjær, som gerne påtager sig favoritrollen.

- Selvfølgelig er det utrolig vigtigt at komme ud og få en god start. Jeg tror, at meget kommer derfra, så vi er 100 procent bevidste om, at det er en kamp i morgen (lørdag, red.), som bliver utrolig vigtig for turneringen.

Annonce

- Men man tager en kamp ad gangen, så lige meget hvordan kampen i morgen ender, vil vi angribe næste kamp på nøjagtig samme måde, men selvfølgelig tror og håber vi, at vi kan få en god start på slutrunden.

- Jeg har det personligt fint med, at vi er favoritter. Det vil jeg også mene, at vi skal være, når vi spiller på hjemmebane, siger han på fredagens pressemøde.

Christian Eriksen er enig i Danmarks favoritværdighed, men når først kampen fløjtes i gang klokken 18, kan han ikke bruge den til meget.

- Vi spiller på hjemmebane, og kigger man på Fifa-ranglisten, er vi favoritter. Men igen er alle kampe meget forskellige. Statistikker, og hvad der ellers er, tæller ikke rigtig, når kampen først går i gang.

- Vi skal være på, og så er det lige meget, om vi er favoritter eller ej. Vi skal ud og have en god start, siger han.

Danmark er nummer 10, mens Finland er nede som nummer 54 på Fifas seneste verdensrangliste.

For første gang nogensinde spiller det danske landshold på hjemmebane ved EM, da Parken i København er valgt som et af de 11 stadioner ved slutrunden.

Det har igennem lang tid været en stor motivation for danskerne, og kort inden kampen er spændingen kun blevet større.

- Vi glæder os helt sindssygt til at komme i gang. Vi har gået ind i Parken mange gange før, men jeg tror ikke helt, vi endnu har forstået, at vi skal gå ind til en EM-kamp med fans, siger Simon Kjær.

Den gode danske form i EM-kvalifikationen og i VM-kvalifikationskampene op til sommerens slutrunde gør Danmark til et af de lande, der blandt bookmakerne regnes som outsider til europamesterskabet.

- Er alle lande ikke det? På den måde, at man enten er favorit eller lidt udenfor som en "dark horse", siger Eriksen.

- Favoritrollen eller underdog-rollen, vi har fået, er vel kommet, fordi vi har leveret nogle gode resultater og spillet noget fodbold, der var værd at se.

- Vi har vundet nogle kampe, som vi tager med. Selvfølgelig har vi en masse selvtillid, men at gå hen og vinde er noget, vi tager, når vi kommer så langt.

- Jeg vil stadig mene, at der er en del bump, vi skal over først. Nu må vi se, hvor langt vi kommer, siger Eriksen.

/ritzau/

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Månedens Buket

Nørkleriet: Vi føler os set

Annonce