Annonce
#72Timer

Hus Forbi: Hjemløse smides ud af Kronen, når de vil på toilettet

I Vanløse er der seks steder, hvor du kan besørge på naturens vegne. Foto: Linea Andersen
Hus Forbi giver udtryk for, at hjemløse ikke får lov til at gå på toilettet i shoppingcentret, Kronen. Kronen afviser anklagen.

Til og med 12. maj har Hovedstadens Mediehus i samarbejde med Hus Forbi fokus på hjemløshed. I den forbindelse vil en frivillig fra hver bydel i København være hjemløs i tre dage. Og Sarah Lorentzen fra Vanløse har meldt sig som hjemløs.

Derfor har VanløseLIV.dk et særligt fokus hjemløse, og de udfordringer der kan være for en hjemløs i bydelen.

Afvises på cafeer

'Når en mand skal, så skal han'. Et guldcitat af Erik Clausen i filmen: Den store badedag, hvor Erik Clausens karakter sætter sig på hug ude i sit køkken og besørger på naturens vegne, da der er kø til toiletterne nede i gården.

Og det, at kunne komme på toilettet, er noget vi alle, af og til, har brug for. Men hvad gør man egentlig, hvis man er hjemløs og befinder sig i Vanløse? Hvor går man egentlig på toilettet?

VanløseLIV.dk har talt med flere hjemløse, der fortæller, at de (før corona, red) afvises på cafeer og smides ud af Kronen og baggårde, når de skal besørge på naturens vegne, hvilket betyder, at de nogle gange bliver nødt til at 'gå på toilettet' i fuld offentlighed. Hvilket nok, for de fleste, ville være ydmygende.

Og forholdene bekræftes af Hus Forbi sekretariat.

- Det er noget mange af vores hjemløse oplever, fortæller sekretariatet, og de savner et offentligt toilet i Vanløse Bymidte. Dog er der ikke planer om flere toiletter i Vanløse.


Alle må bruge vores toiletter til det, de er beregnet til. Og jeg mener alle.

Lisbeth Dueholm


- Teknik- og Miljøforvaltningen har på nuværende tidspunkt ikke planer om at opsætte yderligere toiletter i Vanløse. Vi modtager dog gerne forslag fra borgere om nye placeringer. Vi skal, i den forbindelse, gøre opmærksom på, at opstilling af nye offentlige toiletter er en længere proces, som blandt andet afhænger af, at Teknik- og Miljøudvalget afsætter de nødvendige midler, skriver Teknik. og Miljøforvaltningen i en mail, da vi spørger om kommunen har planer om at opsætte flere toiletter i Vanløse.

Kronen kan dog ikke genkende de hjemløses eller Hus Forbis oplevelse af at gå på toilettet i Kronen.

- Alle må bruge vores toiletter til det, de er beregnet til. Og jeg mener alle, siger Center Manager i shoppingcentret Kronen, Lisbeth Dueholm, da vi fortæller hende at hjemløse og Hus Forbi oplever, at de afvises når de vil bruge Kronens toiletter. Hun fortsætter.

- Jeg har dobbelttjekket med vagterne, og de administrerer reglen, at alle må bruge vores toiletter. Så jeg ved ikke, hvor den påstand og indtryk kommer fra.

Nu er det jo ikke en hemmelighed, at en del hjemløse kan være berusede eller påvirkede af stoffer. Kan det være grunden til, at de, af og til, afvises eller føler sig afvist?

- Vi har jo nogle ordensregler som gælder alle, men jeg synes, at vi og vores vagter, er gode til at forvalte disse, så så mange som muligt, føler sig velkomne, svarer Lisbeth Dueholm afsluttende. 

Her er der offentlige toiletter i Vanløse

Elna Munchs Vej 2, Nørager Plads 23, Grøndals Parkvej 125, Damhusdæmningen 2a, Damhusdæmningen 14 og Rødkildeparken ved krydset Rødkildevej/Hvidkildevej.

Københavns Kommune har ikke planer om at sætte flere op.

Toiletter under corona

Ifølge Københavns Kommune er alle byens toiletter uden opsyn åbent som normalt i sommersæsonen, og de gøres hyppigere rent.

Seks toiletter med opsyn holder åbent:

Amagertorv (med reduceret kapacitet) 9.00-22.30 alle dage

Nørreport (med reduceret kapacitet): 8.00-18.00 man-fre, 10.00-17.00 lørdag, lukket søndag

Nyhavn ved ankeret: 9.00-22.30 alle dage

Israels Plads: 8.00-22.00 alle dage

Rådhuspladsen: 9.00-22.30 alle dage

Trianglen: 9.00-18.30 alle dage.

​Toilettet under Vesterbros Torv er lukket for at overholde afstandskravet.

Åbningstiderne på kortet over offentlige toiletter bliver ikke opdateret med Corona-ændringer.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce