Annonce
Vanløse

Dansk vaccineproduktion giver fremtidsmuligheder: Kan hurtigere bekæmpe epidemier og måske behandle kræft

Den danske statsminister og hendes socialdemokratiske regering håber på dansk vaccineproduktion allerede fra næste år. Foto: Wim Daneels/Pfizer/Ritzau Scanpix
Statsministeren meldte mandag aften ud, at hun vil have vaccineproduktion i Danmark - og gerne allerede fra næste år. Avisen Danmark har spurgt to eksperter om, hvordan det vil gavne os danskere og hvilke muligheder, der ellers vil være i danskproducerede vacciner.

Vaccineproduktion: Mandag aften fortalte statsminister Mette Frederiksen (S) til flere danske medier, at hun vil have produktion af coronavacciner på dansk jord. Kunne hun selv få lov at bestemme, skal drømmen allerhelst realiseres allerede fra næste år.

Til den tid bør danskerne dog for længst være vaccineret mod corona - i hvert fald alle, der har takket ja til en vaccine og som er over 16 år. Så hvad kan vi egentlig bruge regeringens planer til?

Slet ikke så lidt, hvis man spørger de to danske eksperter Allan Randrup Thomsen, professor i eksperimentel virologi og Jan Pravsgaard Christensen, professor i immunologi, begge ved Københavns Universitet.

Annonce

Mister effekten

Selvom alle danskere, som ønsker det, ifølge planen bør være færdigvaccinerede mod corona i løbet af sommeren, bliver det ikke nødvendigvis et punktum for virussen.

- Der er ingen af os, der ved, om vi skal revaccineres, når der er gået to, tre eller fire år. Det, vi kigger ind i nu, er, at folk har beskyttelse et år efter, at de har været syge med corona eller er blevet vaccinerede. Men hvad der sker på den lange bane, er der af gode grunde ingen, der ved, for vi har ikke haft mulighed for at teste det, siger professor i immunologi Jan Pravsgaard Christensen.

Ifølge ham er der stor sandsynlighed for, at vaccinen bliver mindre effektiv efter nogle år. Dermed vil om ikke alle, så i hvert fald ældre og svage få brug for et opfriskende vaccineskud. Det kan blive en potentiel virkelighed inden for få år.

- Vi kigger også ind i et scenarie, hvor der hele tiden opstår nye mutationer. Det ser ud til, at Pfizer-vaccinen indtil videre håndterer mutationerne ganske godt, men der kan opstå mutationer, hvor selv Pfizer-vaccinen ikke er nok og den derfor skal justeres, og der så skal laves en version 2.0, siger han.


Lur mig, om der inden for 10 år ikke er en anden epidemi, vi ser ind i, desværre. Der vil det være vigtigt at have en produktion, der kan dække os.

Jan Pravsgaard Christensen, professor i immunologi ved Københavns Universitet


Annonce

Ikke kun corona

Coronavacciner er dog ikke det eneste, en dansk vaccineproduktion kan bruges til. De seneste år er vi oftere og oftere blevet ramt af epidemier, og derfor er der god grund til at tro, at der også vil opstå epidemier i fremtiden.

Der er dog ingen, der siger, at den næste bliver en verdensomspændende pandemi som den coronavirus, vi har levet med over hele verden i mere end et år.

Denne gang var vi sårbare og kæmpede med at skaffe vacciner hurtigt nok, ligesom vi endte i lommen på store selskaber og blev afhængige af EU's forhandlinger om vaccinerne.

- Lur mig, om der inden for 10 år ikke er en anden epidemi, vi ser ind i, desværre. Der vil det være vigtigt at have en produktion, der kan dække os, siger Jan Pravsgaard Christensen.

Hvis Danmark får sin egen vaccineproduktion, kan vi stå stærkere i en fremtidig epidemi. Når først en vaccine er opfundet, kan selve produktionen og uddelingen af vacciner gå hurtigere, og man kan undgå de flaskehalse, vi har oplevet med leverancer denne gang.

Det siger politikerne om dansk vaccineproduktion

Ifølge regeringen og statsministeren selv skal egenproduktionen give sikkerhed for forsyning af vacciner i Danmark. Vaccinerne, der skal produceres her i landet, skal være centreret om den mRNA-teknologi, der er grundlaget for blandt andet Pfizers og Modernas coronavacciner.

I Venstre er man umiddelbart positive over for idéen, men partiet mangler klarhed om økonomien i initiativet.

Enhedslisten er ikke tilhænger af forslaget om, at produktionen skal foregå på kommercielle vilkår. Her foretrækker man, at en vaccineproduktion bliver funderet med en offentlig vaccineenhed.

Annonce

Kræftbehandling som vaccine

Allan Randrup Thomsen, der er professor i eksperimentel virologi, kalder det snævert at satse på produktion af coronavacciner i Danmark. Alligevel er han dog begejstret for idéen, da han mener, det vil give store fremtidsmuligheder for andre typer vacciner og behandlinger.

Selv ser han ikke kun muligheder for bedre tilgang til vacciner til fremtidige epidemier. Han peger også på, at man måske kan bruge en lokal vaccineproduktion til behandling af kræftsygdomme.

- Vi ved, hvordan man skal gøre, men problemet er tid og kapacitet. Hvis du tager cancerceller fra enkeltindivider og laver genetisk analyse af dem, kan du finde de områder, de er anderledes fra normale celler. Så kan du trække områderne ud og lave vacciner rettet mod dem.

- Leddene er ved at falde på plads, og inden for en overskuelig horisont kan vi måske få det op at køre i Danmark med meget mere individualiseret immunterapi, ikke til forebyggelse, men til behandling af cancer, siger Allan Randrup Thomsen.

Annonce

Fremtidssikret

Vi har allerede en bunke internationalt anerkendte biotek-virksomheder, der laver kvalitetsprodukter. Samler man de rette folk til at arbejde på feltet, kan det få stor betydning i fremtiden for både danskernes og andres sundhed, mener Allan Randrup Thomsen.

Ifølge Jan Pravsgaard Christensen vil den sundhedsmæssige effekt dog ikke være enorm, men det kan spare os tid i fremtiden at være foran med vaccinerne. Det kan redde os hurtigere ud af eventuelle fremtidige nedlukninger.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce