Annonce
Udland

Anklager kræver præsidentkandidat i Peru varetægtsfængslet

Tilhængere af venstrefløjskandidaten Pedro Castillo havde onsdag aften lokal tid samlet sig udenfor Perus nationale valgkommission, mens de venter på det endelige valgresultat. Castillo har en snæver føring, men den konservative Keiko Fujimori hævder, at der er store uregelmæssigheder. Foto: Alessandro Cinque/Reuters
Venstrefløjskandidat bevæger sig mod sejr i Peru. Anklager kræver den konservative Fujimori tilbage i fængsel.

Anklagemyndigheden i Peru vil have en af de to præsidentkandidater, den konservative Keiko Fujimori, varetægtsfængslet forud for en korruptionssag mod hende.

Hun har overtrådt betingelserne for sin prøveløsladelse, lyder det fra anklageren.

Keiko Fujimori har i forvejen siddet varetægtsfængslet i 16 måneder i alt i forbindelse med anklagerne mod hende.

Annonce

Hun mistænkes for at have taget imod penge fra den brasilianske byggegigant Odebrecht og have brugt pengene på sin valgkamp i 2011 og 2016.

Hun nægter sig skyldig i anklagerne.

Netop nu er hun en af de to hovedpersoner i en yderst tæt slutspurt ved landets præsidentvalg.

Fire dage efter valget er der endnu ikke officielt udråbt en vinder af valget.

Se resultaterne af stemmeoptællingen her

Hele 99,998 procent af stemmerne er talt op, viser en officiel opgørelse.

Venstrefløjskandidaten Pedro Castillo har en lille føring på 0,4 procentpoint over Fujimori. Det svarer til lidt over 71.000 stemmer.

Men 300.000 stemmer er ved at blive gennemgået igen - enten fordi de er ugyldige, eller fordi det er uklart, hvor krydset er sat.

Den proces kan tage flere dage og vil yderligere forsinke en officiel afgørelse af, hvem der skal tage over efter den siddende præsident, Francisco Sagasti.

Flere steder er tilhængere af Castillo allerede gået i gang med at fejre hans sejr.

Men Fujimoris parti, Fuerza Popular, har krævet, at omkring 200.000 stemmer erklæres ugyldige på grund af påståede uregelmæssigheder ved valgstederne.

Valgobservatører har meddelt, at anden og afgørende runde af præsidentvalget er foregået uden de store uregelmæssigheder.

Den konservative præsidentkandidat i Peru, Keiko Fujimori, ankommer til en pressekonference i hovedstaden Lima onsdag. Hun hævder, at der er uregelmæssigheder ved valget, hvor hun ifølge optællingen står til at få 0,4 procentpoint færre stemmer end sin modstander, Pedro Castillo. Foto: Angela Ponce/Reuters

/ritzau/AFP

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Månedens Buket

Nørkleriet: Vi føler os set

Annonce